Genre: Techno Rap
Når solkur inviterer lytteren på en drømmerejse, er det med to af de mest interessante navne fra den danske musikscene bag roret. Siden Loke Deph og Albert første gang mødte hinanden har der været amoriner i luften, og solkur er nu blevet deres kærlighedsbarn.
Albert skaber et melodisk og nyskabende akkompagnement til Loke Dephs virtuose associations-prægede tekster. Musikken handler sjældent kun om én ting, men danner rammen for et øjebliksbillede, hvor der er plads til at lytteren selv kan forbinde prikkerne. Nogle gange giver to plus to fem.
De har skabt et pulserende og nysgerrigt udtryk, der har sjæl og personlighed, og som dyrker det langtidsholdbare og skyr det flygtige. Det er både beskidt og dybtfølt. Der er plads til ironi og sarkasme, men også sårbarhed, som du kun oplever, når sandheden bliver sagt uden omsvøb.